Skrevet den
January 12, 2021
- Opdateret den
January 12, 2021

Et Maraton, der aldrig slutter

I ved det måske. Jeg er altid blevet udnævnt, som den dårlige løber. En fordom jeg selv synes, at jeg gjorde op med i sommers, da jeg løb et maraton på bare 2 timer, 57 minutter og 36 sekunder. Men lige nu føler jeg, at jeg befinder midt i et maraton, der aldrig slutter. Mållinjen flyttes hver gang jeg får øje på den i horisonten. Det er et ægte Corona-maraton.

I ved det måske. Jeg er altid blevet udnævnt, som den dårlige løber. En fordom jeg selv synes, at jeg gjorde op med i sommers, da jeg løb et maraton på bare 2 timer, 57 minutter og 36 sekunder. Men lige nu føler jeg, at jeg befinder midt i et maraton, der aldrig slutter. Mållinjen flyttes hver gang jeg får øje på den i horisonten. Det er et ægte Corona-maraton.  

Jeg tror, at de fleste af os kender det. Corona-trætheden. I foråret slog Coronaen ind, jeg skyndte mig selv hjem fra udlandet, og vi gik vel alle næsten lidt i chok. For hvad var det for en virus? Hvad ville der ske? Hvor ville det ende?  

Så blev det sommer. Dagligdagen kom tilbage. Ikke helt som vi kendte den, men dog i en grad, der var til at forstå. Vejret var ovenikøbet godt, der var for mit vedkommende masser af træningsmuligheder – og jeg lærte at elske mine træningsforløb endnu mere, selvom jeg savnede mine races uendelig meget.  

Men nu er Coronaen vendt tilbage – for fuld kraft. Vi er tilbage ved start. Det er lidt som at have løbet 41,9 km. efter at have både svømmet og cyklet til en Ironman, og så få at vide, at løbet er annulleret – men du har da muligheden for at starte forfra. Hvem orker det?

Den følelse ramte mig for alvor i weekenden. Jeg havde pakket mit grej, og var klar til årets første træningslejr. Med kun 270 dage til Hawaii, skulle jeg i gang med ”mit personlige maraton” – optakten til Hawaii. En god start på året med en træningslejr i udlandet kan være altafgørende for udfaldet på Hawaii til oktober. Jeg så inderligt frem til høj sol, masser af fantastiske træningsforhold og nogle rammer, der på ingen måde minder om min kælder herhjemme. Men så kom Udenrigsministeriet på banen, farvede verden rød, og frarådede nu også alle erhvervsrejser. Jeg kunne se målet – jeg kunne nærmeste se det fly, jeg skulle med, men igen blev drømmen annulleret.  

Jeg var dog ikke i tvivl. Samfundssind er et flot ord, men alt andet lige også det rigtige ord i denne sammenhæng. For hvis jeg vil, at vi igen kan rejse, træne og ikke mindst race sammen igen, så må jeg også bide tænderne sammen – igen. Jeg går nu igen i kælderen om morgenen, går op og spiser morgenmad, og går i kælderen igen for træne. Det er sikkert den samme trummerum, du går rundt i, men den er nødvendig. For at vi – forhåbentligt snart – kan krydse Corona-mållinjen for sidste gang.

Mere end nogensinde før: Keep Smiling (det har vi alle brug for lige nu!)

Michelle

Get the latest news and offers

Join my newsletter and get updated on the latest news and get offers from the webshop.
I wont send any spam, i promise!

Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.